Ovenstående spørgsmål giver måske ikke umiddelbart mening, hvis du ikke på forhånd har stiftet kendskab til begrebet 'Søhestemad' i relation til børns mentale sundhed og børn i mistrivsel. I så fald kan du med fordel læse med her.
Børns mentale sundhed er med god grund i fokus disse år. Flere børn er stressede, har smerter uden fysiologiske forklaringer eller oplever skolevægring/ufrivillig skolefravær. Når børn ikke trives, påvirkes deres nervesystem. Som fysioterapeuter kan vi hjælpe barnet tilbage i et rolig nervesystem gennem leg, bevægelse og berøring = SØHESTEMAD.
HVAD ER SØHESTEMAD?
'SØHESTEMAD' er en neuro-fysiologisk behandlingstilgang udviklet af fysioterapeut Pernille Thomsen og psykolog Charlotte Bjerregaard i 2013. Begrebet er en samlet betegnelse for den indsats, der skal til for at berolige et overaktivt nervesystem hos børn.
Der kan være mange årsager til, at et barns nervesystem er på overarbejde. Det kan skyldes livsomvæltende begivenheder eller noget barnet har oplevet, set, hørt, er blevet bange for, drillet med eller lign. Når nervesystemet er på overarbejde, kan barnet reagere på mange forskellige måder: det kan blive gal, rasende, slå, løbe væk, få kvalme, kaste op, få ondt i maven, græde meget, have svært ved at finde til ro, sove dårligt eller have vanskeligt ved at koncentrere sig og huske.
Men hvad har 'Søhestemad' med det urolige nervesystem at gøre, tænker du måske?
MYGGEN OG SØHESTEN
Når barnets nervesystem har været overbelastet gennem længere tid, aktiveres kroppens alarmberedskab, amygdala (MYGGEN). Når kroppen er på overarbejde, sværmer MYGGEN rundt og prikker, stikker og irriterer på indersiden, så de førnævnte symptomer træder frem.
Det bedste til at berolige en overaktiv MYG, er vores hippocampus. Hippocampus betyder SØHEST, og repræsenterer den del af vores hjerne, der formår at følelsesregulere. Jo større SØHESTEN er, des bedre er den til at berolige MYGGEN. Desværre er det bare sådan, at en MYG der har været aktiv længe, vil have vokset sig stor og stærk, samtidig med at SØHESTEN vil være blevet mindre. Derfor må vi først fodre vores SØHEST, så den igen kan vokse sig større og berolige MYGGEN.
FYSIOTERAPI OG SØHESTEMAD
Fysioterapi til børn med symptomer på overbelastning handler netop om at få SØHESTEN til at vokse, så der atter kan komme ro på MYGGEN. SØHESTEN vokser, når vi fodrer den, gennem bevægelse og berøring - søhestens livret er nemlig fysisk aktivitet med høj puls, dybe tryk og massage samt fokus på vejrtrækningen.
Arbejdet der skal hjælpe det overbelastede barn skal altid ses tværprofessionelt og i samarbejde med hjemmet. Med metoden sætter vi ind i forhold til fysisk og kognitivt at berolige nervesystemet. Barnet skal have hjælp til at berolige de tanker, der sætter gang i amygdala (MYGGEN) og barnet skal hjælpes i de sociale relationer og kontekster, der påvirker nervesystemet. Derudover skal barnet selv og familien have redskaber til at berolige nervesystemet og forebygge angst og stress.
I Motorikland er vi certificerede i metoden gennem kurset 'Børn, fysioterapi og mental sundhed' ved fysioterapeut Pernille Thomsen. Vil du høre mere om hvordan vi med fysioterapi kan hjælpe dit barn med at 'fodre' det sted i hjernen, der er involveret i læring, hukommelse og følelsesmæssig regulering, er du velkommen til at kontakte os for en uforpligtende samtale.